Send dit spørgsmål
Anonym,
21. juli 2021

Min datter er så stædig

Vi er som forældre ved at gå ud af vores gode skind! Vores datter på knapt 12 er så stædig. Hun har døjet med angst, siger hun, vi har været i forløb hos psykolog, vi har købt kugledyne, prøvet massage, musik, meditationer, snak, sang osv osv... Hun VIL bare ikke sove i sin egen seng! Uanset hvor træt hun er, så holder hun sig vågen til vi går i seng for at komme ind ved os.

Hvad dælan skal vi snart gøre?

Samtidig bøvler hun med sit selvværd og er enormt usikker på sig selv. Hun påvirkes uhyggeligt let af, særligt én, veninde og andres stemninger. Hun "tør" ikke mange ting og er samtidig meget genert. Hvordan kan vi hjælpe hende til at tro lidt mere på sig selv?

Giver vi hende opgaver, som vi ved hun kan løse, skriger hun af os og nægter at deltage. Stiller vi krav, skriger hun og tramper rundt. Lader vi hende være, elsker vi hende mindre end hendes søskende... vi er møre og snart skøre!

Læs hele brevet

GirlTalks svar

Kære forældre

Tak for jeres brev. Jeg kan godt forstå jeres fortvivlelse i forhold til, hvordan I som forældre skal gribe udfordringerne med jeres datter an. Hun er i gang med en stor udvikling og det er ikke unormalt, at hun både holder fast i det trygge og samtidig søger imod udefrakommende påvirkninger, som hun kan spejle sig i. Spændingsfeltet mellem tryghed og udvikling kan indebære rigtig megen usikkerhed, som kan komme til udtryk i store følelsesmæssige udsving og forsøg på at kontrollere sine omgivelser. Det kan føles som et minefelt, man skal træde varsomt i og jeg kan godt forstår, at I begynder at føle jer møre og skøre. Jeg vil komme med nogle forslag, som I kan overveje i jeres situation.

Jeres datter kæmper med angst omkring sengetid og er kommet ind i en vane med at holde sig vågen indtil I er gået i seng. Hun venter på, at I er i nærheden for endeligt at give slip på kontrollen og falde i søvn Det er vigtigt at anerkende, at hun føler sig mest tryg inde hos jer, men samtidig skabe en ramme omkring det at blive i egen seng. 

Det lyder til, at I gør alt, hvad I kan for at skabe en tryg og hyggelig sengetid for hende, problemet opstår først, når I går i seng. Jeg tænker, det er en god ide at skabe en rutine for, hvad der sker når hun står op og vil ind til jer, så hun ved præcis, hvad hun kan forvente. F.eks., at I gentager den samme rutine med at følge hende tilbage i sengen, siger at I forstår hun helst vil være inde hos jer, men at hun skal lære at blive i sin egen seng, siger godnat og går ud af hendes værelse uden for meget snak eller overtalelse, men med en rolig fastholdelse af samme procedure, hvor jeres energi ligger i at fastholde rutinen uden at forhandle eller diskutere. Det vil måske kræve, at I skal følge hende tilbage i sengen mange gange i starten. Hensigten er at skabe en ro i at blive i egen seng, fordi hun forstår, at rutinen er forudsigelig, at I er rolige og konsekvente omkring det og, med tiden, at det ikke er farligt at sove alene. 

Du spørger, hvordan I kan hjælpe hende til at tro mere på sig selv. Selvværd handler om at have det grundlæggende godt med sig selv, også når man fejler eller ikke kan kontrollere udfaldet af alle ting. Det er noget, man udvikler hele livet igennem og din datters generthed hænger nok sammen med hendes angst og behov for kontrol. Der er ingen facitliste til et bedre selvværd, men I kan overveje at tale med jeres datter i et roligt øjeblik om det at føle sig usikker og genert. Hvis hun skulle forestille sig ikke at være så genert, hvad kunne hun tænke sig, at hun gjorde eller sagde, som hun ikke tør lige nu? Hvad kunne hjælpe hende til at turde gøre det? Det er ikke sikkert, at hun vil handle på det, men selve refleksionen over egne tanker og følelser kan være med til at åbne op for, hvad hun muligvis kunne gøre anderledes. 

Jeg vil også gerne anbefale bogen ”Ser du godt ud” skrevet af GirlTalk’s direktør Anna Bjerre. Bogen handler om at arbejde med sit selvværd og giver input til at arbejde med tanker og følelser og handlinger i forhold til sig selv, sine relationer og sin fremtid. 

Når din datter reagerer voldsomt kan det føles, som om hun prøver at styre jer med hendes humør og udbrud.  Igen vil jeg gerne opfordre jer til at være tydelige og rolige i forhold til jeres kommunikation med hende. Hvis I gerne vil give hende en opgave, lad det ikke være til forhandling. Det kan betyde, at I ikke giver hendes skrig så meget opmærksomhed, men roligt fastholder, at I forventer hun udfører opgaven trods hendes modstand. Igen, brug energi på at fastholde den forudsigelige ramme i stedet for at diskutere eller forhandle. I kan overveje under roligere forhold at spørge ind til, hvad hun bliver frustreret over eller har svært ved, når I beder hende om noget og om der er noget, som vil hjælpe hende i at udføre opgaverne. På den måde skaber I plads til hendes følelser og perspektiver, uden at de nødvendigvis skal overtage magten. 

Selv om jeres datter er en stædig ung dame, kan I overveje at se hendes tydelighed som noget, der også kan være positivt. At være tydelig omkring sine behov i stedet for at være dem overhørig, kan være en styrke, når man efterhånden lærer at give udtryk for sine følelser på en hensigtsmæssig måde. Det er en udvikling, der kræver rummelighed og tydelighed fra jeres side og jeg håber, at disse tanker og forslag kan hjælpe jer på vej til at møde jeres datter og passe på jer selv.

 Alexia, frivillig rådgiver, GirlTalk.dk

Del dine tanker med andre piger, og få svar på dine spørgsmål










Brevkasse

Brevkassen er et gratis tilbud til forældre og andre voksne pårørende til piger og unge kvinder i alderen 12-24 år. GirlTalks frivillige faglige rådgivere bestræber sig på at besvare dit spørgsmål inden for 10 dage. Vi anonymiserer og lægger det ind i brevkassen herunder, så andre også kan få glæde af det.

Send dit spørgsmål

Filtre
Send dit spørgsmål
Filter brevkasse

Vil du vide mere om:

  • Forældrerollen
  • Familierelationer
  • Psykisk sundhed
  • Venskaber
  • Selvværd
  • Trivsel
  • Pubertet
  • Skole
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
Vis flere filtre Vis færre filtre
15 Resultater